Kim Rasmussens drøm om et bæltespænde
28. december 2016
MichaelBergLarsen (30 articles)
0 comments
Share

Kim Rasmussens drøm om et bæltespænde

Badwater Ultramarathon er ultimativ: 217 km gennem Death Valley i op til 55 graders varme. Over tre bjerge. Målstreg i Mount Whitney Portals i 2533 meters højde. Det er de færreste, der får lov. Man kan nemlig ikke tilmelde sig. Man bliver udtaget. Svinebonden Kim Rasmussen fra Olsker er udtaget.

AF MICHAEL BERG LARSEN

[Kim Rasmussen er én af Danmarks førende langdistanceløbere. Han har gennemført stort set alt, hvad der er af vanvittige langdistanceløb: I junglen, i ørknen, i Himalayas høje bjerge. Samtidig er han en af flere apostle, som har stået bag introduktionen af trailløb i Danmark]

Nordlandet, Bornholm juli 2007. Solen banker ned fra en skyfri himmel. Det er højtryk, der vil noget. Og ensomheden truer på torve, stræder og butikker rundt om på den lille ø. Alle er draget til stranden, til klipperne, til vandet, til brisen. Og går derfor glip af et syn, der nok kunne vække til eftertanke i den flimrende sommerhed: en løber iført tykt træningstøj, hue og vanter.

Badwater er ekstrem – og det bliver Kim Rasmussens forberedelser også. I marts deltog den snart 40-årige bornholmske løber i et 190 km langt træningsløb i den libyske ørken. Og mens alle andre løber rundt i shorts og korte t-shirts, så vil den bornholmske ultra- eller ekstremløber finde vintertøjet frem igen.

Badwater er ekstrem. Lufttemperaturen kommer op på 55 grader. Asfalten bliver endnu varmere. Så varm at skoene smelter, hvis man ikke løber ude i gruset eller på de hvide striber midt på vejen.

Badwater er ekstrem. Glem alt om mobiltelefoner. Det er så langt væk fra alting, at de ikke duer. Altså må der investeres i en satelittelefon. Death Valley er ikke et sted for mennesker. Man vinder ikke Badwater. Men overlever i bedste tid. Og ‘overlever’ man Badwater på under 48 timer, så er præmien et bæltespænde med Badwater-logoet.

Kim Rasmussen er ekstrem. Badwater er højdepunktet i en 15 år lang karriere, der blandt andet har omfattet mere end 50 almindelige marathons, Szupermaraton på 352 km fra Wien til Budapest, tre gange 260 km ii Spartathlon i Grækenland, 10 x 100 km løb og 200 km gennem Sahara. Og så er der alle de andre konkurrencer.

Det er smitsomt

Aftalen var, at vi skulle begynde interviewet med en løbetur på en times tid i det kuperede og skovklædte Rutsker Højlyng. For ligesom at sætte scenen, finde ind til dagsordenen. Men februar stod som bekendt i sneens tegn, og der var kun en uge til, at Kim skulle til Libyen. Vi afstod og satte os ind ved spisebordet: Der var ingen grund til at risikere noget på de glatte veje.

Da jeg kommer hjem med notesblokken fuld, kan jeg ikke rigtig få hold på denne Kim Rasmussen og hans projekt. Selvom jeg selv har været der. Det vil sige løbet rigtig mange marathon. Og i perioder trænet op til 170 km om ugen.

Jo, jeg forstår godt, at han begyndte at træne for at forberede sig til militærtjenste og endte med at løbe marathon. Den slags historier er der mange af.

Og jo, jeg kender fint fascinationen af at træne seriøst; at blive høj af endorphinerne, som kroppen pumper ud i blodbanerne, når man har været igang en times tid. Længerevarende motion er vanedannende, viser al forskning.

Og jo, jeg har da også nydt runners high, hvor kroppen bare fungerer og kilometer efter kilometer forsvinder under sålerne uden at man behøver ‘at være der’. Og jo, jeg har mærket glæden ved at løbe stærkt; mærke fartvinden i håret, cruise rundt et sving i høj fart mens gruset sprøjtede.

Og jo, jeg har mærket den rene og uforfalskede urkraft i ‘det ritualiserede drab’, når de andre ikke kunne følge med.

Og jo, jeg har også følt stoltheden over at have overvundet 10 vabler på den ene fod, dårligt vejr, stejle bakker, stive ben og »nej, nu gider jeg kraftedme ikke mere«.

Og jo, jeg kender godt eksistensfilosoffernes forklaring om, at samfundet er blevet så mageligt og forvirrende, at vi er nødt til at opleve eller udleve noget ekstraordinært for, at overhovedet at føle, at vi er i live. Jeg bestiger Mount Everest. Derfor lever jeg. Jeg løber 200 km. Derfor lever jeg. Men den papkasse passer Kim Rasmussen ikke ned i.

Men måske skal man ikke prøve at forstå fænomenet Kim Rasmussen. Han indrømmer, at han er et konkurrencemenneske – og at det er spændende at prøve sig selv af, at flytte grænser. Men lægger samtidig meget vægt på det sociale. Ultraløberne er en speciel kaste med et meget stort sammenhold. Og Kim er heller ikke bange for at brænde nogle weekender af for – som løbsarrangør at sikre – at andre kan komme ud at løbe. Mange af løbene er samtidig rigtig store oplevelser:

»Jeg kan næsten huske alt, hvad jeg kommer forbi,« siger han og fortæller begejstret om et marathon 700 meter nede i en saltmine, om Afrikas stjernehimmel, om bjergene i Grækenland, om…

I det hele taget er han ikke fanatisk. Spiser, arbejder og lever et normalt far-mor-og-børn-liv. Træner langt mindre end sine konkurrenter. Springer en træning over, hvis han er træt eller hvis vejret ikke lige er til det. Og har aldrig været skadet.

Men et eller andet sted under overfladen gemmer der sig nogle evner, som er unikke og helt ekstraordinære. For Kim Rasmussen er et paradoks.

Selv om han træner relativt få kilometer om ugen i ultraløber-sammenhæng, så er han bedst på distancer over 100 km.

»Mange af dem, der slår mig på 100 km, løber træningsture på mellem 60-70 km hver søndag. Det gør jeg ikke. Men ligeså snart vi kommer på den anden siden af 200 km, så kan de ikke følge med.«

»Jeg plejer at sige, at ultraløb er 30 procent fysik og 70 procent mental styrke«

MichaelBergLarsen

MichaelBergLarsen

Comments

No Comments Yet! You can be first to comment this post!

Write comment

Warning: Illegal string offset 'rules' in /customers/7/c/1/bergsbureau.dk/httpd.www/wp-content/themes/solidus-theme/functions/filters.php on line 214 Warning: Illegal string offset 'rules' in /customers/7/c/1/bergsbureau.dk/httpd.www/wp-content/themes/solidus-theme/functions/filters.php on line 221