Den store bornholmske løbefest
30. december 2016
MichaelBergLarsen (30 articles)
Share

Den store bornholmske løbefest

Etape Bornholm er et af europas bedste etape-løb. En hel marathon på fem dage. I det mest vilde og smukke terræn. Med mere end end 2.000 løbere. Så min ven Erling og de andre omkring 200 frivillige har mange gæster i der i juli måned…

Etape Bornholm / Tekst og grafisk produktion af programavis for Etape Bornholm 2008

aF MICHAEL BERG LARSEN

Faktisk er Erling ikke så meget min ven mere. For faktisk så tog han røven på mig engang. I årevis havde han plaget. Om jeg dog ikke skulle løbe Etape Bornholm? Nej. Nej. Nej. Nej. Og atter nej. For set fra min stol var ideen om at løbe fem dage i træk i sig selv dybt idiotisk. Og tre brutale og teknisk udfordrende ruter tirsdag, onsdag og torsdag gjorde ikke projektet mindre idiotisk:

Sandet i Dueodde, de store bakker i Almindingen og de vilde stigninger og fårestierne på Hammeren: Ruter, der går målrettet efter achillessenerne, skinnebenene og knæene.

Etape Bornholm er halsløs gerning, selv om undertegnede i så rigeligt mål har nydt endorfinernes rasen og trænet mere løb end de fleste. Men Erling kuppede mig.

Pludselig figurerede jeg på startlisten. Og pludselig stod jeg der. I Hasle. Mandag. Med en mere end begrænset træningsmængde ibagagen. Tre-fire gange fodbold om ugen med lilleputterne i Aakirkeby. En lang tur en søndag pist. En kort tur en tidlig onsdag morgen hist. Et ‘testløb’ ugen før på 4. etape, som så ud til at være den sværeste. Ikke noget at prale af.

Forude ventede 10 gudskelov flade kilometre denne mandag i Hasle. Og strategien var lagt: Overlevelse. Tankerne om de næste dages strabadser satte en naturlig dæmper på tempoet. Den dårlige form og den smukke solnedgang ude over havet gjorde resten. 49:27 er ikke noget at prale af for en gammel eliteløber.

Tirsdag var vi heldige. Både hav og himmel havde gjort sit til, at turen på Dueodde blev en god oplevelse, uden at der blev tæret for voldsomt på organismen: Det timeglasfine sand var hårdt. Man kunne løbe. Havde vi istedet haft fire dag med høj sol, så havde det være en helt anden historie at løbe langs med havet. Udfordringerne kom først, da vi skulle igennem klitterne op mod mål.

Onsdagen havde jeg set frem til. 7,8 km i bornholmernes store skov. Op og ned. Op og ned. Smukke træer, fantastiske skovsøer omgivet af klipper og et vildt vue ud over det sydlige Bornholm, da træerne pludselig ‘slap op´. Tempoet var mageligt. Når man ikke er i form, kan man ikke rigtig få fart på nedad de lange bakker.

Torsdag var humøret højt. Et testløb ugen i forvejen havde afsløret, at Hammeretapen er en af de smukkeste, mest spændende og udfordrende løberuter, jeg nogensinde havde sat min løbesko på. Den gamle cirkushest vågnede. Nu skulle der løbes. Koste hvad det ville. Opstigningen fra Hammerhavn er brutal – og lang. Så for første – og eneste – gang varmede jeg op for at få lidt damp under kedlerne, inden den næsten tre kilometer lange opstigning.

Sjældent har jeg nydt dét at løbe så meget, som denne torsdag. Fuldt fokus, fuld koncentration, fuld fart op til toppen. Masser af overhalinger. Derefter et langt glid nedad, nedad. Cruise. I kontrol. Forude ventede to næsten flade kilometer langs Hammersøen til Sandvig. Bare glide, glide, glide – samle kræfter inden fårestien, turen langs havet til Salomons Kapel og den vilde opstigning til det gamle Hammerfyr.

Men ved 5 km eksploderede det hele. Lægggene svulmede op, syre allevegne. Ned og gå. Langsomt fremad i joggetempo på rutens letteste strækning. Satans. Men der var åbenbart en regning, der skulle betales. Nyt fokus: Samle kræfter, så den sidste opstigning til fyret kunne klares i et stykke – uden at gå. Forgæves.

Regningen fra de foregående dages strabadser var for store. Formen var for dårlig. Men de første 5 km og ‘tour de France-stemningen’ de sidste kilometer i skoven og serpentinersvingene ‘står stadig’.

Og fredag – der skulle vi bare hjem. Og man kunne tydeligt mærke på ‘kollegaerne’, at der var mange, der havde samme lettere euforiske stemning i kroppen. Fredag er en festdag. Humøret var højt. Mål i sigte. 10 flade og hyggelige kilometer i og rundt om Rønne skulle blot rulles, inden den storslåede entre på stadion med 1000-vis af tilskuere.

5 km blev rundet i 26 et eller andet. Hygge, hygge, hygge, småsnak. Og så tog fanden pludselig ved det hele. Tempoet gik i vejret. Frem med hoften, op med knæene, fokus og koncentration. Nu skulle der åbenbart afsluttes med manér. Og da stadion kommer inden for hørevidde, er der sågar overskud til at udnytte erfaringerne fra de mange, mange timers mellemdistancetræning for 20 år siden. Så fuld hammer i mål. De sidste fem blev rundet på 21.15.

Fredag var det slut. En hel uge – næsten – med fokus på motion, glade positive mennesker, masser af løbesnak, småkonkurrencer og kollegiale betragtninger om dette oghint. En mageløs oplevelse.

Og for at det ikke skal være løgn, så var det svært at stoppe. Både lørdag og søndag blev løbeskoene luftet.

Du tilmelder dig Etape Bornholm her: 

MichaelBergLarsen