Endnu. Mere end blot fem bogstaver
31. december 2016
MichaelBergLarsen (30 articles)
Share

Endnu. Mere end blot fem bogstaver

Eliteidræt er for mange idrætspolitikere et mål. Men det giver langt mere mening at anskue eliteidræt som et middel…

 

Lokalavisen Bornholm gav diskussionen et skud den 11.11.2009

 

 

af MICHAEL BERG LARSEN:

Og så midt under valgkampen træder et DGI-menneske ind på banen, åbner munden, siger lyde og tiltrækker sig spalteplads, sådan som han er blevet bedt om og inviteret til. Hovedbudskabet såvidt som den lokale presse har videregivet det, er, at Bornholm ligeså godt kan opgive elite-idræt. Underforstået – bornholmsk eliteidræt vil alligevel aldrig ‘blive til noget’.

Forklaringen er simpel – og delvis rigtig: Sponsorgrundlaget er for lille – for det vil altid være erhvervslivet, der skal bære elite-idrætten økonomisk.

Jeg er enig. Jeg er ikke enig.

Bornholm har udklækket rigtig mange fremragende atleter, ganske mange meget dygtige trænere og et par eller tre verdensmestre. Og det vil ske igen – uanset om sponsorgrundlaget er for lille. For sådan er sporten indrettet. Talent kan ikke holdes nede. Små fokuserede eliteidrætsatsninger vil altid dukke op, når tid, penge og talent er tilstede.

Men DGI-manden går fejl i byen ved – alene – at gøre eliteidræt til et mål. Det er langt mere interessant at anskue eliteidræt som et middel.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at træne et kuld lilleputter med både ambitioner og evner. Og selvfølgelig er der kun et fåtal af dem, der på den lange bane har talent og flid nok til at opsøge mulighederne for at ‘blive til noget’.

Men det er også ligemeget. For fodbold-banens kvadrat kan bruges til mere og andet end at lære inderside og offside.

Faktisk så er de hvide kridtstreger et perfekt læringsrum. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at fire-fem gange fodbold om ugen (træning+kampe) sat i scene på den rette måde kan være en dannelsesrejse på samme måde som skolen:

Det grønne kvadrat giver masser af muligheder for at arbejde med dannelse – men på en anden måde, med en anden power og med helt andre pædagogiske muligheder. Og med helt andre muligheder for at sluse de lidt skæve drenge med ind i projektet. For de 24 lilleputter, der dukker op til vintertræningen i februar, mens sneen vælter ned – de kommer af egen drift. De vil.

Og mange af de ting, vi har arbejdet med, har værdi på lilleputternes lange bange:

Fælles målsætning. Individuelle målsætninger. Ansvarlighed. Koncentration. Kropsbevidsthed. Sundhed. Medarbejderudviklingssamtaler. Stærke/ svage sider. Gruppeprocesser. Kvalitet. Planlægning. Konfliktløsning. Kommunikation.

Og jeg frydes stadigvæk, når en af ‘mine’ lilleputter brokker sig over sin egen præstation: ‘Jamen, det kan jeg altså ikke! Endnu.’

De sidste fem bogstaver i den sætning er guld værd på den lange bane.

Tags Fodbold

MichaelBergLarsen

Related articles

Sorry, no posts were found.